Fonden giver stort beløb til Ommersyssel IF
I alt 90.000 kroner har ungdomsafdelingen i Ommersyssel IF fået i støtte af Gjerlev-Enslev Sparekasses Fond.
Ungdomsspillerne i Ommersyssel IF kan se frem til at iklæde sig nye spillertrøjer efter sommerferien, da klubben netop har modtaget en større donation fra Gjerlev-Enslev Sparekasses Fond.
Donationen lyder på i alt 90.000 kroner, hvoraf de 60.000 er øremærket til indkøb af nye spillertrøjer, træningsdragter og ledertøj. Fonden har samtidig valgt at overlade sponsorpladsen til Jutlander Bank, som den er medejer af.
”Baggrunden for, at vi i Fonden har valgt at støtte Ommersyssel IF, er, at vi ønsker at styrke fritidsaktiviteterne for børn og unge i lokalområdet. Vi ønsker samtidig at understøtte det store arbejde som foreningens mange frivillige laver,” siger Fondens formand, Jens Agner Rasmussen.
Donationen vækker glæde hos foreningen, da spillertøjet trænger til at blive udskiftet. Meget af tøjet stammer således helt tilbage fra 2012, hvor ungdomsafdelingerne i IF Fjorden, B65 og Havndal IF blev slået sammen til Ommersyssel IF.
”Vi sætter stor pris på, at der er nogle fra lokalområdet, der vil give penge til vores lille forening, for det betyder, at vi nu kan gå glade på sommerferie med visheden om, at spillerne snart kan iklæde sig nyt tøj,” siger formand for Ommersyssel IF, Jes Mågård, der fortæller, at man allerede er i gang med at indhente tilbud på nye trøjer.
De sidste 30.000 kroner af beløbet vil Ommersyssel IF bruge på at gøre noget ekstra for ungdomsspillerne. Man vil for eksempel give mere i støtte, så deltagerbetalingen til stævner, cups og ture kan sænkes.
”Støtten hjælper med, at vi kan sende spillerne af sted til fornuftige priser, og dermed vil flere få mulighed for at deltage. Det betyder rigtig meget for den fælles holdfølelse, at trænerne kan lave nogle arrangementer for de unge mennesker,” siger Jes Mågård.
Ommersyssel IF har cirka 200 aktive spillere fordelt fra U5 til U19 piger og drenge. ... See more